Long time since last

Intet nyt er godt nyt og det er nemlig lige hvad det er. Jeg har ikke været herinde meget meget længe. Ikke af uvilje eller fordi jeg ikke havde noget at sige. Men simpelthen fordi at jeg bare ikke lige er nået til det. Det skal siges at jeg har tænkt det mere end en million gange, men så skulle jeg lige og lige. Måske list som den fotobog jeg skulle lave for året 2011 hvor det hele begyndte. Den har jeg først fornyligt (som i for 3 måneder siden)fået lavet. Jeg har ikke haft lyst til at åbne op for den tid der endelig er forbi. Men nu er den lavet og jeg er her. Et godt tegn forhåbentligt på at sårene er ved at heles og jeg kan kigge tilbage på en tid som på trods af mange nedgange og modgange også havde en masse positive indslag.
Jeg har i dag snakket i telefon men en dame fra cancer.dk. Kræftens bekæmpelse som skal lave nye side til info for forældre til et barn med kræft. Håber de kan bruge lidt af det jeg har fortalt dem. Munden stod jo nærmest ikke stille på mig.. Det føles stadig som terapi på mig at fortælle om det. Fortælle alt det fu har været igennem som ja for dælen har været sindsygt hårdt, men hvor det også er vigtigt at fortælle at vi er kommet ud igen. Som normale mennesker hvis jeg selv skal sige det. Voksne og børn som er stærkere af det vi har oplevet.
Det går nemlig godt med dig. Du har været fri for behandling eller uden aktiv sygdom som det kaldes i snart 15 måneder. Du går til kontrol hver 3. måned og der har ikke være noget endnu. Du er så tæt på at være rask som du kan. Langerhans Celle Histiocytose vil altid være en del af dig. Men den behøver ikke at fylde mere. Hos hverken dig eller os. Frygten ligge måske stadig hos og og den vil på en eller anden måde være en del af os. Men den lærer vi at leve med og med tiden vil den blive mindre og mindre.
Kære Anna. Bloggen har fungeret som både information til andre og terapi for mig. Men nu er det slut. Der er ikke behov for nogle af delene længere. Du lever dit liv nu. Går i 0. klasse og vokser som skudt ud af en kanon. Godt nok ikke så meget i højden, men så på alle mulige andre måde:) Du driver din mor til vanvid ind i mellem, helt som du skal og på helt almindelige måder. Du er snu, videnbegærlig, nysgerrig, åbentsindet og dejlig. Bliv ved med det min skat og lad dette være et afsluttet kapitel.

Ups´N'Downs

Idag var vi på Riget igen til blodprøvetagning og lægesamtale. Du har noget eksem på dine hænder jeg gerne vil have dem til at kigge nærmere på. (LCH kan jo også gå i huden). Jeg tror nu ikke det er det, men for en sikkerhedsskyld... Nå men blodprøverne er jo obligatoriske og dem klarer du nemt. Du får ikke engang tryllecreme på længere. Du lader dem bare stikke. Så sej du er!
Parkering på Riget var totalt umuligt idag. Vi kørte rundt i næsten 1/2 time. Så kan jeg lære det kan jeg... tag nu den klapvogn med så de lange gåture kan klares! Nå men 3. gang rundt om riget var lykkens gang og vi fandt en p.plads.
Jeg tjekker min tlf. og kan se at et 3545 nr. har ringet... 3545 =riget...hmm hvad nu..
Jeg ringer til afdelingen. Vi skal i isolationsrummet pga din skoldkoppevaccine så de skal åbne døren til os.
Nå men de fortæller så at lægen er syg....(hvilket er en gentagelse af aftalen før jul) så du skal kun have taget blodprøver... p..& l... Vi har jo muligheden for kun at køre til Hillerød når det kun drejer som om blodprøver. En aftale vi fik istand i november, men endnu ikke har lykkedes os at bruge.
Nå men blodprøverne gik som sædvanlig fint og så kunne vi vende snuden hjemad. Det tog nøjagtigt 12 min... P-billeten var to timer. Men så fik en anden bilist da glæde af den. Håber hendes dag blev bedre end min.
Vel hjemme fik jeg en lur på sofaen mens du kværnede Rosa fra Rouladegade for 5000. gange:) Utroligt du kan blive ved..
Mit behov for middagslure er steget den seneste tid. Du har nemlig set dit snit og er begyndt at snige dig ind i vores seng igen.. Nu havde vi ellers i december fået dig vænnet til at sove i din egen seng. Meen åbenbart for en kortere bemærkning. Det er nu egentlig meget hyggeligt at vågne op til.. jeg sover bare så pokkers dårligt. I nat måtte jeg kapitulere og lægge mig på madrassen på gulvet.

Opfølgning på denne næstsidste aften for året 2012

Jeg ved at jeg ikke er så god til at få denne side opdateret. Men når jeg bliver mindet om det tænker jeg at glemslen er noget positivt. Det er ikke længere så nødvendigt for mig at få skrevet til dig som det har været før.
2012 er imorgen slut og vi går ind i et nyt år som forhåbentligt bibringer vores familie en masse nyt og en masse positivt. Vi skal fejre nytåret med vores reletativt nye men og vores meget nære venner. Nemlig din bedste veninde Celine og hendes familie. De er på kort tid kommet til at betyde rigtigt meget for mig og din far. Og jeg tror også du har et helt særligt forhold til dem.
Jeg lovede jo at følge op på "Hjem Igen" udsendelsen i mit sidste indlæg så det må jeg hellere starte med.
Vi sad og så programmet sammen. Din far, dig, Clara og mig. Du smilede hele  programmet igennem. Smilet gik næsten op til begge ører:) Vi andre blev rørte. Jeg fældede en tåre og det ved jeg flere andre også gjorde. Det var et godt program. Fin linie mellem vores historie og boligprogrammet. De fik det meste med og så alligevel ikke. Men det er jo heller ikke alt moster ved og kan fortælle.
Vi har fået mange positive kommentarer med efter programmet. Mange der har set og synes at stuen er blevet flot. Og mange roser vores familie. For sammenholdet og kærligheden. Det er noget vi skal holde fast i. Det minder jeg mig selv om ind i mellem.
Lad ikke detaljerne betyde for meget. Lad ikke det uvigtige blive vigtigt og lad frem for alt det man ikke kan gøre noget ved alligevel ligge. Det er blevet mit motto. Og det er noget jeg forsøger at leve efter. Ikke at det altid lykkes, men jeg tror på at det gør mit liv mere positivt og lettere, hvergang jeg husker på det.

Det nye i vores historie er at lægerne har valgt at lade din behandling fortsætte i et halvt år mere. Vi håbede til det sidste at de ville stoppe nu, men på baggrund af din historie har de valgt lige at fortsætte en bid mere. Dine scanningsbilleder er fine. Der er ikke mere sygdom tilbage, men for at være sikre på at der ikke dukker noget uset op igen som sidst, så giver de den lige en skalle mere. Din far og jeg er fortrøstningsfulde omkring det. Vi har jo hele tiden været klart over at behandling på billeder kunne blive alt fra 6-18 mdr og nu ser det så ud til at det bliver 12 mdr. Du er heller ikke så generet af kemopillerne så jeg synes det er ok. Få det væk en gang for alle så vi kan leve videre.
Det betyder jo så at jeg ikke kan starte arbejde alligevel som planlagt 1. februar, men jeg har fået en ordning så jeg kan arbejde 2 dage om ugen. Det giver mig mulighed for at passe på dig samtidig med at jeg kan få et andet input i mit liv. Jeg glæder mig men er samtidig også lidt skræmt. Jeg skal finde et par nye ben at stå på. Dem jeg har er ellers blevet meget komfortable og sikre. Men ind i mellem må man jo videre:)
De dage hvor jeg skal arbejde laver vi en back-up plan så alle ved hvilke dage de skal hente eller hvem der skal ringes til. Du skal jo stadig indlægges ved feber og hentes tidligt i børnehave. Du bliver hurtigt træt og kan ikke klare mere end 4 timer. Men jeg ved du vil elske at blive hentet af andre end mig og jeg bliver nødt til at fralægge mig lidt af kontrollen. Noget jeg ikke er videre god til når det gælder dig, men det bliver nok sundt for os begge..

Godt nytår min skat! Håber vi får et fantastisk 2013!!
Og godt nytår til alle jer der læser med!

TV-Star

Kære Anna

Efter en dejlig dejlig sommer i vores eget lille paradis herhjemme, samt en smuttur til Blokhus skete der noget i vores liv der ikke er mange forundt:) Den 1. oktober fik jeg mig nemlig noget af en overraskelse.
Moster Maria, som jo i løbet af sommeren er flyttet til Viborg, dukkede pludselig op i mormor og morfars stue en tidlig mandag morgen..
Det hele startede egentlig søndag aften. Morfar ringede til Stefan og inviterede os alle til morgenmad mandag morgen. Hmm tænkte jeg. Det er ikke normalt for mine forældre. Hvis de har en fridag får vi som regel forbud mod at ringe før efter kl 9. Og nu var vi inviteret til morgenmad klokken 7. Clara skulle jo i skole..
Min fantasi løb lidt af med mig. Enten skulle de skilles eller også måtte de havde vundet den store gevinst i lotto..
Nå men vi troppe op mandag morgen, spiser morgenmad og følger Clara i skole og Malte i dagpleje. Du skal starte børnehave den dag.. og hvor er det egentlig for dårligt jeg ikke har fået skrevet om det før...Nå men mere om det senere. Niklas, din kommende voksne i børnehave har ringet til mig for et par dage siden og udskudt din start et par timer oga. akut opstået møde mandag morgen. Vi hygger lidt med mormor og morfar og klokken nærmer sig 9. Jeg synes vi skal se at komme afsted, så vi kan nå at få smurt madpakke, pakke dine ting osv.. Jeg skynder lidt på dig og bliver lidt irriteret over at morfar pludselig får den ide at du jo selvfølgelig skal have neglelak på i børnehave... og ikke nok med det du skal sørme have 2 lag på!!! Derefter skal du også lige vælge en kjole som mormor skal strikke. Jeg bliver en smule frustreret og tager til sidst fat i dig og trækker dig mod entreen. Nu må de stoppe! Hmm der bliver jeg så stoppet og bedt om at sætte mig ned ved spisebordet. Åh nej! Hvad nu! Jeg hader overraskelser og  kan se på både min far og stefans smil at der er noget på færde...
Ind i stuen træder moster Maria og ikke nok med det. Hun har en studievært, kamerafolk, lydmænd og assistenter med sig!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Fuck man. Det eneste jeg kan tænke er at det var godt jeg tog den nye kjole på den morgen ;OS
Nå men det var så fra programmet "Hjem Igen". Et boligprogram der på tre dage forandre hjemmet. Jeg bliver sendt hjem og får lidt tid til at pakke mine og jeres ting. Vi skal på hos farmor mens der bliver rodet og reageret i vores hjem. Torsdag skal jeg så komme hjem og se mit hjem igen:O)
Meget mærkelig følelse at køre derfra. Stefan og jeg sidder i bilen og ved egentlig ikke rigtig hvor vi skal køre hen.. Vi slipper jo ikke sygdomsverden sådan lige, for inden vi kører mod de fornøjelser som moster har arrangeret skal vi lige på Riget og have svar på Stefans og din scanning. Derinde løber jeg op på 5054.. må lige dele det her med nogle og deroppe er der jo (desværre) altid nogle vi kender. Undervejs i bilen har jeg ringet til forskellige og sagt : "I har ingen ide om hvad der lige er sket for mig" Svaret var fra alle: "Jo det ved vi da godt.." Arghh hvor frustrerende!! Nå men på 5054 kunne jeg finde uvidende folk og få fortalt det ;)
Derefter skulle vi have fodbad med fisk. Og her blev vi forkælet med lækker chokolade og rosévin. Dejligt dejligt! Herefter med taxa gennem byen til en meget hyggelig og intim lille vinbar, hvor vi blev hygget om med dejlig vine i alle farver og med lækker lækker tapas til. Lettere snalrede (mig noget mere end Stefan;) valgte vi at gå langs søerne tilbage til Riget, hvor vi havde parkeret bilen. Herfra gik turen hu hej mod Annisse hvor en skole/hjem-samtale ventede. Det var heldigvis nemt. Clara klarer det super godt i sin nye skole.
Så videre til vores nye midlertidige hjem i Gilleleje. Hvor vi kunne falde om og begynde at bearbejde alle de mange indtryk der har været i dag...
De næste 3 dage var meget lange kan du tro og uden ret meget søvn. Hver gang jeg lagde mig til at sove rumsterede mit hoved... hvad laver de mon, kan jeg lide det, håber ikke de maler orange, jeg ønsker mig en tapetvæg, åhh ja håber de laver en tapetvæg!
Torsdag var det tid til at komme "hjem igen". 'Dagen sneglede sig afsted og de var forsinkede så jeg ventede og ventede. Ved 4-tiden kom jeg hjem og blev mødt af samme tv-hold som mandag morgen. De var virkelig søde og fik mig til at være helt naturlig selvom situationen er ret kunstig når man svarer på det samme spørgsmål 3 gange.
Nå men resultatet var fantastisk!! Vi elsker det! Alle ændringer, små detaljer, store detaljer. Det hele er SÅ fedt og vildt gennemtænkt! Tak Maria! Du er verdens mest fantastiske søster! Vi elsker dig så højt!
Det hele endte med at rigtig mange af vore familie og venner dukkede op i døren og skulle nyde resultatet af mange dages arbejde. Rigtig mange havde mødt op mandag og hjulpet holdet med at pakke ned. Og ja der var en del at pakke ned! Meget af det er ikke kommet op igen skal jeg lige sige :O)
Nå men nu vil jeg lige slutte midlertidigt. Programmet bliver vist i tv lige om 2 min.. Jeg vender tilbage ;)

New Look

Kære Anna

Sommerferien er overstået og det har være SÅ skønt! Vi har hygget os alle fem og været i Sommerhus i Blokhus. Vi valgte at "afisolere" dig, så vi spise på restaurant, gik i butikker mm. nogenlunde uden frygt. Vi tænkte da stadig over det og var meget opmærksomme på hvad du gjorde og hvad du rørte ved. Du blev vist også sprittet ret grundigt ind i mellem. Men vi nød det. Nød at være sammen, nød at være impulsive.
Lige nu sidder jeg i SIV og skriver. Og der er en helt særlig grund til titlen på dette indlæg. "New Look". "New Look" er titlen på et afsnit i Matador og Matador er min form for meditation. Jeg sætter matador på når jeg laver mad, når jeg skal slappe af, eller ikke kan falde i søvn. Jeg kan den udenad men bliver tilsyneladende aldrig træt af den. New Look står også for det liv jeg forsøger at skabe for vores familie og mig selv fremover. Du har brug for at komme i alm. børnehave, lege med andre almindelige børn. Børn som ikke har deres forældre ved siden af sig, og at du ikke har din mor ved siden af dig. Jeg har det lidt ambivalent med at sige det højt, for jeg elsker at komme i SIV og du elsker det også. Men jeg er kommet frem til at det må være det bedste. Jeg har derfor spurgt lægerne om det kunne tænkes at du kunne komme ud af isolation sådan i nær fremtid. Det handler lidt om at du jo ikke har haft skoldkopper og derfor skal vaccineres for det, og det er spørgsmålet om lægerne vil det. Jeg har ikke fået svaret endnu. Du skal have fjernet porten om en uge. Det var en stor ting sidste gang. Det er det ikke nu. Jeg er faktisk en smule skeptisk ved tanken om det. Men min egen konklusion er at det er bedre at skåne dig for de fysiske overgreb det er for dig hver gang du skal have skyllet porten. Så derfor hellere få den fjernet nu og så må den jo blive sat ind igen hvis vi kommer til det. Men det skal den jo selvfølgeligt ikke!!
Så nu må vi se om vi skal lave vores hverdag om igen. Det kunne jo være dejligt at du kunne komme ned til Celina og lege.
Der er kommet en ny dreng i SIV, Casper på alder med dig. Han har også LCH og jeg snakker meget med hende. Vi har ens tilgang til tingene, samme positive opfattelse og livssyn. (Som dog kan formørkes indimellem)
Jeg er kommet ovenpå igen. Var en overgang lidt nede i et hul. Men skyerne er lettet og jeg er startet op igen :) New Look!

Meget er sket... LCH... Tekstikelkræft....så slutter festen altså!

Kære Anna; Kære Læsere

Ved egentlig ikke hvor jeg skal starte... Det er længe siden jeg har været herinde. Længe siden jeg har skænket bloggen en tanke. Men der har også været lidt rigeligt i mit hoved.. og jeg har vist ikke helt styr på det hele endnu. Måske kan dette indlæg få lidt orden i kaoset. Ellers må jeg undskylde at indlægget bliver lidt rodet. Er nødt til at skrive hvad der falder mig ind.
Jeg kan se at sidste indlæg er efter vores ferie. En dejlig dejlig ferie som vi levede højt på længe:)
Nå, men grunden til at jeg skriver lige netop i dag, er at vi har deltaget i Stafet for Livet i Gribskov. Et arrangement som kun handler om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Og hvad er mere nærliggende i øjeblikket. Du var Fighter. Vores lille Fighter Anna i en alt for stor Fighter-tshirt:) Du gik hånd i hånd med Celina. Fighterne åbner stafetten ved at gå 1.runde i deres gule tshirt. Du gik også sammen med din far og ja... det bliver så det næste jeg hellere må komme ind på om lidt..
Far mødte Thomas på stafetten. En ung mand på vores alder, med tekstikelkræft. En ung mad i gul fighter t-shirt. Thomas spurgte om du var den Anna fra bloggen. En blog han havde hørt om gennem sin hustru som vi kender fra gymnasiet og som kender Moster. En blog som de havde læst og tudet til. Det rører mig at høre. Det rør mig at andre læser mine tanker og føler med mig, med os. Så tak til jer læsere der læser dette. Jeg varmer mig i jeres tanker.
Og tak til Thomas for at give mig det sidste skub til at få skrevet herinde igen.. det hjælper mig at skrive hver gang. Denne her gang har bare været lidt skræmmende.

For lidt over. 1 mdr. siden. For at være ret præcis så var det fredag den 20.april. Der fik din far lidt ondt i sine nedre dele. Hævet og øm pung. Jeg insisterede på at han ringede til akutnummeret og fik da også overbevidst ham, trods spæde protester.
Han tog af sted til akutmodtagelsen og her mente de at det var betændelse.. og ja det var det jo så ikke; i om med, at jeg skriver om det her..
Men din far tog hjem med pencillin og var overbevist om at det hele nok skulle gå iorden. Jeg må indrømme at tanken om tekstikelkræft havde strejfet mig.. men helt ærligt. Det KUNNE IKKE passe med 2 kræftpatienter så tæt på... Det kunne bare ikke passe!!
Så vi/jeg slog tanken hen. Det er selvfølgelig bare en infektion! Pencillinen virkede bare ikke rigtig og Stefan fik mere og mere ondt og stenen hævede mere og mere... shit; fandens; pis og lort; Undskyld mit sprog.
Onsdagen efter fik far taget blodprøver på Herlev og snakket med urologerne derinde. Det kunne jo være flere ting, og slå nu koldt vand i blodet venner.
Samme dag fik jeg en News-update på min tlf. om at en kendt ung fodboldspiller havde fået konstateret tekstikelkræft.. Jeg var tæt på at smide telefonen ad helvede til. Du og jeg var i Siv den dag og jeg ventede konstant på nyt fra Herlev.
Næste dag blev du passet i Siv, mens din far og jeg tog til Herlev sygehus for a snakke med specialisterne. Far blev undersøgt igen igen og stillet de samme spørgsmål igen igen..
Men så kom bomben.. "ja tumortallene i blodprøven er jo desværre forhøjet" WHAT!!!!!!!!!!!!!!!!!! "Men det er jo ikke helt ensbetydende med at det ER kræft" sagde lægen så...
Nå men hvad pokker betyder det så?
Jo det betyder at blodprøven indikerer at der er kræft et eller andet sted i kroppen, men at man kan ikke være sikker før man har en biopsi. "Har i børn? I skal lige tænke på om der skal sæddeponeres. Man ved jo aldrig... og operationen skal helst foretages rimeligt hurtigt; så hvis I lige finder ud af det nu!
Min hjerne er blæst. Situationen er fuldkommen urealistisk. Skal jeg tage stilling til om jeg skal have flere børn? Min mand har sandsynligvis kræft! Min datter har kræft! Hvad i hede hulen helvede er meningen! Jeg kan ikke mere, lukker ned slut biiipp. Vil ikke, kan ikke, vil ikke, kan ikke, skal......
Hvad hvis nu et af vores børn dør? Selvfølgelig gør de ikke det og synes egentlig det er forfærdelig tanke at tænke. Men måske er det vores hverdag, de skæbner vi møder, der gør at det bliver en tanke som er mere normal end som så.. Hvad hvis nu vi får lyst til nr. 4. Hmm vi snakker roligt om det, og bliver enig om at det ikke kan gøre nogen skade at få gjort. Tværtimod er der muligheden for at vi fortryder hvis det ikke bliver gjort. Så Stefan får en aftale istand med Riget den følgende dag. Ja Riget.. endda afdelingen lige under "vores".

Vi kommer tilbage til Siv.. lettere chokeret. Min mor er der også. Havde egentlig aftalt at hun skulle hente dig. Men vi ved ikke helt hvor vi skal gøre af os selv. Så det er meget nemmere at glide ind i forglemmelsen og lade som ingenting. Lade hverdagen køre videre..
Jeg kan faktisk ikke huakae hvad der foregik resten af den dag. Kan ikke huske hvad vi gjorde om aftenen. Hvad vi spiste eller om I var umulige. Er totalt blank...
Far får en dag til operation. Torsdag den 3. juni. Fredag den 4. er Store Bededag. Så Clara tager hjem til Jacob og bliver der og sover. Du er sammen med farmor og leger et par timer oppe hos Celina og tager hjem og sover i Gilleleje, Malte bliver hentet af mormor.  Ungerne placeret og os to ligeså.. på Urologisk afdeling, 24. etage, Herlev Sygehus. Vejret er dejligt. Tidlig sommer. Udsigten fin.
Du kommer til som den første. Så jeg trækker hækletøjet frem. Tænder Ipad. Læser bog. Tiden går. SMS'er tikker ind. Facebook opdateres. Efter 5 timer uden at du er kommet tilbage, uden en lyd om om det er gået godt, bliver jeg lettere urolig. Efter yderligere 1 time finder jeg far på opvågningen. Han er noget groggy. Han har haft rigtig mange smerter og har derfor fået meget morfin. Nå men senere komme han op til afdelingen og vi møder en overlæge. Der var en ondartet tumor. Den er fjernet. Alt er gået godt og ser fint ud... puhh er lettet på en eller anden måde. Det var det. eller er det? Nej ikke endnu. Der skal lige foretages et par scanninger for at sikre der ikke er spredning. Godt så... men der ER kræft. Er det rimeligt? Dig og din far på samme tid? Hvad har vi gjort? Hvorfor? Hvorfor? Øhh HVORFOR???????????????????

Udadtil er jeg den samme. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Indeni er der kaos. Og det er der faktisk stadig. Din far er erklæret rask. Ingen spredning. Fine blodprøver. Udsigten lige nu er at 50% får tilbagefald, men han er rask indtil næste blodprøve.. Hvilket han er noget bedre til at håndtere end mig.
Undervejs havde vi også lige en scanning af din kæbe og et resultat på denne. Din scanning er flot. Kæben heler som den skal. Og lægen giver dig til at starte med ½ år på kemopiller. Det skal vi nok klare. Du er min lille Fighter, vores Fighter. Vi er stærke. Du er stærk. Din far er allerstærkest. Tror og håber jeg..
I dag gik din far og dig hånd i hånd. Gik væk fra kræften. Fightere. Jeg tudede da jeg så det. Tuder stadig når jeg tænker på det. Jer 2 i gule t-shirts. 2 af de personer jeg elsker mest i denne verden, sammen med Clara og Malte. Sammen mod kræften. Vi er alle fightere. Vi kæmper! Vi vinder!
I aften skal jeg ud og se de tændte lys. Man har kunne tænde lys for dem der kæmper og jeg ved at flere har tændt lys for dig. Det bliver rørende og jeg tuder nok igen. Men det hører med. Det er der brug for.

Prinsesse Anna Tøserumpe. Jeg elsker dig!

Hjemkommet efter fantastisk ferie!

Idag er vi kommet hjem efter en hel fantastisk uge på Marielyst. Vi har været afsted med hele min familie. Dine oldeforældre på mormors side, mormor, morfar, onkler og tanter, kusiner og fætre. Alt i alt 27 mennesker.. Man kan spørge sig selv, og måske nogle af læserne til den blog vil, hvordan kan man tillade sig at være sammen med så mange i ét hus med et immunsuprimmeret barn? Og svaret må være at ind i mellem må man tage en chance eller løbe en risiko om man vil. Vi har taget forholdsregler. Alle medvirkende er informeret om hygiejneregler. Vi har fået vores eget badeværelse med adgang forbudt for alle andre. Desuden har alle jo været interesseret i at ikke mindst du skulle have en dejlig ferie, så alle har passet på.
Så for en uge siden pakkede vi bilen. Godt forberedte med en masse sprit i bagagen. Vi glædede os helt enormt. Ikke mindst til at være sammen med dig, Clara og Malte for fuld skrue i en hel uge.
Ferien startede dog et lille besøg på Falster sygehus... ikke moget alvorligt, men glemt prednisolon og ingen døgnåbne apoteker; trods lovninger på netop dette. Nå men man er vel ikke hel uerfaring i dette, så din far troppede op på børneafdelingen på Faster sygehus og forklarede...og han kom hjem med din medicin. Godt gået farmand:)
Herefter kunne ferien for alvor begynde og nej hvor har vi hygget os. Du har nydt at have mange mennesker omkring dig og du har charmeret fætre og kusiner. Mest populær var mors fætter Lasse, hans kæreste Sabine (og ikke mindst deres Ipad).
I torsdags stod den på Diamantbryllup hos min farmor og farfar. Der kunne du naturligvis ikke være med, så vi måtte køre mod Vig uden dig. En 2 timer lang køretur hver vej, men hvad gør man ikke for familien... Du hyggede videre i sommerhuset med Tine, Tonny, Søren, Anette, de unge og yngre.
Jeg savnede dig. På et tidspunkt under en af talerne om familien, kiggede jeg på Stefan, Clara og Malte og der slog det mig hvor meget jeg manglede dig. Vi er et samlet enhed og alligevel er vi ikke samlet. Ikke at det skal vi være altid.. men ind i mellem er det sgu hårdt altid at mangle til festlige lejligheder. Især når vi er et sted hvor vi ikke er så tit. Min familie i Vig har ikke set dig i 1½ år nu! Min farmor og farfar tænker meget på dig. De er ved at blive gamle og er så småt ikke hel friske længere og selv hos dem fylder du meget i tankerne.
Nå men du havde jo som altid hygget dig, været en tur i bøgeskove og fundet firben i solen. Det er da trods alt dejligt at du har nemt ved at være andre steder og at du ikke savner os alt for meget når vi/jeg er lidt væk.

Nå men nok om det. Vi har haft en hel vidunderlig tur med hele familien. Der har ikke været en eneste konflikt trods så mnage mennesker under samme tag. Det synes jeg er imponerende og det fortæller lidt om vores sammenhold og nærhed i familien! Tak til alle!!