lørdag den 16. juni 2012

Meget er sket... LCH... Tekstikelkræft....så slutter festen altså!

Kære Anna; Kære Læsere

Ved egentlig ikke hvor jeg skal starte... Det er længe siden jeg har været herinde. Længe siden jeg har skænket bloggen en tanke. Men der har også været lidt rigeligt i mit hoved.. og jeg har vist ikke helt styr på det hele endnu. Måske kan dette indlæg få lidt orden i kaoset. Ellers må jeg undskylde at indlægget bliver lidt rodet. Er nødt til at skrive hvad der falder mig ind.
Jeg kan se at sidste indlæg er efter vores ferie. En dejlig dejlig ferie som vi levede højt på længe:)
Nå, men grunden til at jeg skriver lige netop i dag, er at vi har deltaget i Stafet for Livet i Gribskov. Et arrangement som kun handler om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Og hvad er mere nærliggende i øjeblikket. Du var Fighter. Vores lille Fighter Anna i en alt for stor Fighter-tshirt:) Du gik hånd i hånd med Celina. Fighterne åbner stafetten ved at gå 1.runde i deres gule tshirt. Du gik også sammen med din far og ja... det bliver så det næste jeg hellere må komme ind på om lidt..
Far mødte Thomas på stafetten. En ung mand på vores alder, med tekstikelkræft. En ung mad i gul fighter t-shirt. Thomas spurgte om du var den Anna fra bloggen. En blog han havde hørt om gennem sin hustru som vi kender fra gymnasiet og som kender Moster. En blog som de havde læst og tudet til. Det rører mig at høre. Det rør mig at andre læser mine tanker og føler med mig, med os. Så tak til jer læsere der læser dette. Jeg varmer mig i jeres tanker.
Og tak til Thomas for at give mig det sidste skub til at få skrevet herinde igen.. det hjælper mig at skrive hver gang. Denne her gang har bare været lidt skræmmende.

For lidt over. 1 mdr. siden. For at være ret præcis så var det fredag den 20.april. Der fik din far lidt ondt i sine nedre dele. Hævet og øm pung. Jeg insisterede på at han ringede til akutnummeret og fik da også overbevidst ham, trods spæde protester.
Han tog af sted til akutmodtagelsen og her mente de at det var betændelse.. og ja det var det jo så ikke; i om med, at jeg skriver om det her..
Men din far tog hjem med pencillin og var overbevist om at det hele nok skulle gå iorden. Jeg må indrømme at tanken om tekstikelkræft havde strejfet mig.. men helt ærligt. Det KUNNE IKKE passe med 2 kræftpatienter så tæt på... Det kunne bare ikke passe!!
Så vi/jeg slog tanken hen. Det er selvfølgelig bare en infektion! Pencillinen virkede bare ikke rigtig og Stefan fik mere og mere ondt og stenen hævede mere og mere... shit; fandens; pis og lort; Undskyld mit sprog.
Onsdagen efter fik far taget blodprøver på Herlev og snakket med urologerne derinde. Det kunne jo være flere ting, og slå nu koldt vand i blodet venner.
Samme dag fik jeg en News-update på min tlf. om at en kendt ung fodboldspiller havde fået konstateret tekstikelkræft.. Jeg var tæt på at smide telefonen ad helvede til. Du og jeg var i Siv den dag og jeg ventede konstant på nyt fra Herlev.
Næste dag blev du passet i Siv, mens din far og jeg tog til Herlev sygehus for a snakke med specialisterne. Far blev undersøgt igen igen og stillet de samme spørgsmål igen igen..
Men så kom bomben.. "ja tumortallene i blodprøven er jo desværre forhøjet" WHAT!!!!!!!!!!!!!!!!!! "Men det er jo ikke helt ensbetydende med at det ER kræft" sagde lægen så...
Nå men hvad pokker betyder det så?
Jo det betyder at blodprøven indikerer at der er kræft et eller andet sted i kroppen, men at man kan ikke være sikker før man har en biopsi. "Har i børn? I skal lige tænke på om der skal sæddeponeres. Man ved jo aldrig... og operationen skal helst foretages rimeligt hurtigt; så hvis I lige finder ud af det nu!
Min hjerne er blæst. Situationen er fuldkommen urealistisk. Skal jeg tage stilling til om jeg skal have flere børn? Min mand har sandsynligvis kræft! Min datter har kræft! Hvad i hede hulen helvede er meningen! Jeg kan ikke mere, lukker ned slut biiipp. Vil ikke, kan ikke, vil ikke, kan ikke, skal......
Hvad hvis nu et af vores børn dør? Selvfølgelig gør de ikke det og synes egentlig det er forfærdelig tanke at tænke. Men måske er det vores hverdag, de skæbner vi møder, der gør at det bliver en tanke som er mere normal end som så.. Hvad hvis nu vi får lyst til nr. 4. Hmm vi snakker roligt om det, og bliver enig om at det ikke kan gøre nogen skade at få gjort. Tværtimod er der muligheden for at vi fortryder hvis det ikke bliver gjort. Så Stefan får en aftale istand med Riget den følgende dag. Ja Riget.. endda afdelingen lige under "vores".

Vi kommer tilbage til Siv.. lettere chokeret. Min mor er der også. Havde egentlig aftalt at hun skulle hente dig. Men vi ved ikke helt hvor vi skal gøre af os selv. Så det er meget nemmere at glide ind i forglemmelsen og lade som ingenting. Lade hverdagen køre videre..
Jeg kan faktisk ikke huakae hvad der foregik resten af den dag. Kan ikke huske hvad vi gjorde om aftenen. Hvad vi spiste eller om I var umulige. Er totalt blank...
Far får en dag til operation. Torsdag den 3. juni. Fredag den 4. er Store Bededag. Så Clara tager hjem til Jacob og bliver der og sover. Du er sammen med farmor og leger et par timer oppe hos Celina og tager hjem og sover i Gilleleje, Malte bliver hentet af mormor.  Ungerne placeret og os to ligeså.. på Urologisk afdeling, 24. etage, Herlev Sygehus. Vejret er dejligt. Tidlig sommer. Udsigten fin.
Du kommer til som den første. Så jeg trækker hækletøjet frem. Tænder Ipad. Læser bog. Tiden går. SMS'er tikker ind. Facebook opdateres. Efter 5 timer uden at du er kommet tilbage, uden en lyd om om det er gået godt, bliver jeg lettere urolig. Efter yderligere 1 time finder jeg far på opvågningen. Han er noget groggy. Han har haft rigtig mange smerter og har derfor fået meget morfin. Nå men senere komme han op til afdelingen og vi møder en overlæge. Der var en ondartet tumor. Den er fjernet. Alt er gået godt og ser fint ud... puhh er lettet på en eller anden måde. Det var det. eller er det? Nej ikke endnu. Der skal lige foretages et par scanninger for at sikre der ikke er spredning. Godt så... men der ER kræft. Er det rimeligt? Dig og din far på samme tid? Hvad har vi gjort? Hvorfor? Hvorfor? Øhh HVORFOR???????????????????

Udadtil er jeg den samme. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Indeni er der kaos. Og det er der faktisk stadig. Din far er erklæret rask. Ingen spredning. Fine blodprøver. Udsigten lige nu er at 50% får tilbagefald, men han er rask indtil næste blodprøve.. Hvilket han er noget bedre til at håndtere end mig.
Undervejs havde vi også lige en scanning af din kæbe og et resultat på denne. Din scanning er flot. Kæben heler som den skal. Og lægen giver dig til at starte med ½ år på kemopiller. Det skal vi nok klare. Du er min lille Fighter, vores Fighter. Vi er stærke. Du er stærk. Din far er allerstærkest. Tror og håber jeg..
I dag gik din far og dig hånd i hånd. Gik væk fra kræften. Fightere. Jeg tudede da jeg så det. Tuder stadig når jeg tænker på det. Jer 2 i gule t-shirts. 2 af de personer jeg elsker mest i denne verden, sammen med Clara og Malte. Sammen mod kræften. Vi er alle fightere. Vi kæmper! Vi vinder!
I aften skal jeg ud og se de tændte lys. Man har kunne tænde lys for dem der kæmper og jeg ved at flere har tændt lys for dig. Det bliver rørende og jeg tuder nok igen. Men det hører med. Det er der brug for.

Prinsesse Anna Tøserumpe. Jeg elsker dig!