torsdag den 22. marts 2012

Tankerne flyver.... vi slipper nok aldrig denne verden

Den 10. marts rundede vi årsdagen for din første kemo.... sikken 1 år. På det tidspunkt havde ingen af os nok troet at vi ville komme helskindede igennem det. Men her er vi.. stadig med skindet på næsen..måske lidt mere hårdhudet end før, men vi er her da.
Vi to har været hjemme i snart 1. måned pga. hoste. Vi går hinanden noget på nerverne og jeg glæder mig til vi kan starte i SIV igen. Forhåbentlig på mandag!
Vejret er i øjeblikket rigtigt dejligt og jeg nyder at rode rundt i haven. Du nyder det ikke på samme måde og fryser efter 5 min, selvom du er pakket ind fra top til tå... Idag måtte jeg have en pause.. lyder så forfærdeligt. En pause fra mit eget barn.. men ja det måtte jeg altså. Så far kørte dig hjem til farmor. Igen priser jeg mig lykkelig for at have den familie vi har.
Nå men lige lidt mere øv... en lille dreng ved navn Sander. Vi kender ham egentlig ikke. Han fik fjernet sin port den dag du fik foretaget din første biopsi eller scanning, jeg kan ikke helt huske det. Moren gjorde stort indtryk på mig med sin åbenhed den dag. Det var en god dag for dem. Sander havde haft en hjertumor som var blevet opereret og strålet i USA. Han var erklæret rask.
Idag ser jeg så på facebook at Sanders hjernetumer er vendt tilbage. Det slår din far og mig at selvom du bliver rask og vi kommer ud af denne isolerede verden, så vil vi altid være en del af den. Venner, bekendte vi har lært/lærer at kende. Venner som måske ikke er lige så heldige som os. Venner der må returnere til den "ufede klub" sådan som Sander og hans familie nu må.. Øv øv øv.
Idag sagde du til farmor aat du havde ondt i kinden og peget på kindbenet.... straks sidder frygten der og den er ikke sådan lige til at få til at forsvinde.. en frygt der vil sidde i os mange år fremover.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar