Et længe ventet indlæg

Hej Anna

Jeg har ikke fået skrvet herinde længe og jeg tror egentlig det er fordi at jeg ikke længere har et behov for det. For det at skrive denne dagbog har været som terapi for mig og nu da vi er ved at være færdige med alt det her, og det ikke længere fylder så meget i dagligdagen er behovet blevet mindre.
Siden sidst har vi jo været igennem sommeren. Vi boede 4 uger i Tine og Tonnys hus, mens de var på ferie. Skønt med mere plads og mere have, selvom vi har haft den vådeste sommer i over 30 år.. Vi har brugt vores hverdag i SIV-huset som stadig er en kæmpe støtte for både dig og mig. Vi har været til sommerindianerfest, hvor vi alle fem var med i SIV. En dejlig dag, men også en dag hvor vi tydeligt blev mindet om hvad det er du har gennemgået. Dig som elsker musik og fest trak dig helt ind i dig selv og ville ikke være med. Du ville halst bare være for difg selv inde på stuen. Forfærdeligt at se, men dejligt at det nu e roverstået. Den 1. september fik du din sidste kemo! med balloner på dropstativet:-) Nu er det 4 uger siden og kemo og prednisolon er ude af kroppen. Du er dig selv igen og hvor har vi dog savnet det. Vi skal ikke mere tænke og huske på medicin og vi skal ikke se kemi ødelægge dit så pragtfulde humør. Det er en kæmpe lettelse. Du fik sidste torsdag taget de sidste røntgenbilleder og det jeg fik lov at se så rigtig godt ud! Hullet i kraniet var væk og sås kun som en skygge på billedet. Men vi har ikke snakket emd Karsten Nysom endnu. Din far og jeg skal derind på tirsdag og få de sidste svar og snakke fremtid. Der er jo ikke nogen tvivl om at du fortsat skal følges derinde. Vi ved at risikoen for at du får tilbagefaldt er rimlig høj her de første 5 år og vores glæde vil derforhave et lille forbehold et eller andet sted i kroppen.. Men indtil videre glæder vi os over at alting er gået så forholdsvist nemt.. du har bevaret meget af dig selv. Du har klaret dig uden om alle infektioner og har ikke været indlagt en eneste gang. Du er så helt vildt stærk min skat.